VIDEN OM: Producentansvar for emballage

Uventede opkrævninger fra Miljøstyrelsen og Dansk Producentansvar

Wipak salami

SEPTEMBER 2025

Uventede opkrævninger fra Miljøstyrelsen og Dansk Producentansvar understreger behov for forberedelse og grøn omstilling:

Fødevarevirksomheder opkræves store gebyrer – mere end en måned før nye regler træder i kraft


Selv om det udvidede producentansvar for emballage først træder i kraft den 1. oktober, fik virksomhederne i fødevarebranchen allerede i august regninger, der er knyttet til de nye regler. Der er tale om opkrævninger af gebyrer fra Miljøstyrelsen og Dansk Producentansvar til bl.a. tilsyn og administration.

Regningerne er sendt med en betalingsfrist på 14 dage, altså en deadline for betaling flere uger før den omdiskuterede ordning starter.

Hos Nemco, der er førende leverandør af udstyr og emballageløsninger til fødevareindustrien, har business director Michael Borch været i kontakt med en række af de virksomheder, der er ved at gøre klar til de nye regler.

- I mange virksomheder er man blevet overrasket over at modtage regninger allerede i august. Opkrævningerne viser tydeligt, at producentansvaret ikke kun handler om fremtidige gebyrer, men også om at være klædt på til hele den økonomiske og praktiske virkelighed, som ordningen indebærer. Hos Nemco rådgiver vi derfor virksomheder om, hvordan de bedst imødekommer de nye krav og samtidig accelererer deres grønne omstilling, siger Michael Borch.

Har ikke informeret tilstrækkeligt

Hos den kollektive ordning VANA, der hjælper danske virksomheder med at håndtere producentansvaret, er direktør Marianne Roed Jakobsen også overrasket over, hvor store beløb virksomhederne allerede nu har skullet betale.

- Hverken Miljøstyrelsen eller Dansk Producentansvar har reklameret med, at de her gebyrer ville blive opkrævet. Godt nok har der stået i bekendtgørelsen om producentansvaret, at opkrævningerne ville blive udsendt, men det er jo de færreste, der nærlæser en bekendtgørelse. Vi har hos VANA gjort opmærksom på gebyrerne på webinarer og i vores informationsmateriale, men det ændrer ikke ved, at det er vores opfattelse, at man ikke har informeret tilstrækkeligt, siger Marianne Roed Jakobsen.

Hun tilføjer, at det er gebyrernes størrelse, der kommer som den største overraskelse.

- Vi havde forventet, at der i alt ville blive opkrævet gebyrer svarende til 21 mio. kr. Realiteten er, at der er opkrævet op imod 100 mio. kr. Det har medført, at nogle virksomheder har fået meget store regninger – endda så store, at nogle risikerer at gå konkurs, lyder det fra Marianne Roed Jakobsen.

Skift til genanvendelige materialer

Hos Nemco påpeger Michael Borch, at der er flere gode grunde til at benytte indførelsen af producentansvaret som en anledning til at sætte fart i den grønne omstilling – hvis man ikke allerede er i gang.

- Internationalt går udviklingen i retning af øget brug af materialer, der er genanvendelige. Så man kan sige, at både udviklingen på eksportmarkederne og herhjemme peger i samme retning: Vi skal indstille os på at skifte til genanvendelige materialer inden for den danske fødevarebranche, fastslår Michael Borch.

Fakta om det udvidede producentansvar

Det udvidede producentansvar tager primært afsæt i EU’s emballageforordning, som har til formål at reducere mængden af emballage, sikre effektiv indsamling og håndtering af emballageaffald og fremme, at al emballage kan genbruges eller genanvendes.

Yderligere information


Læs mere om Nemcos emballageløsninger og rådgivning her:
https://nemco.dk/emballage/

Udgivet